Lægens dødelige eksperimenter

Den svenske journalist Bosse Lindquist viser med sin omfattende dokumentar fra 2016, hvordan den tidligere stjernekirurg Paolo Macchiarini gik fra eksperimenterende forsker og læge til verdensberømt kirurg for til sidst at falde dybt og trække flere prominente forskere og læger med sig i faldet.

Macchiarini udviklede en protese, der kunne erstatte det menneskelige luftrør. Protesen er i kunstmateriale, og skulle angiveligt udvikle sig til biologisk, organisk væv efter først at have ligget badet i patientens stamceller og dernæst at blive indopereret i patientens hals.

Macchiarinis egen udlægning og præsentation af operationerne er solstrålehistorier, hvor patienterne kommer sig og lever stort set upåvirket af gener.

Lindquist fremviser den modsatte version – patienterne oplever gener og proteserne optages ikke som en naturlig del af kroppen som lovet. Tragisk nok dør hovedparten af de opererede patienter.

Macchiarinis egne kollegaer i Sverige melder ham til politiet og henvender sig til Karonlinska Instituttets ledelse for at gøre opmærksom på, at Macchiarinis videnskabelige arbejde ikke er i overensstemmelse med de reelle hændelser.

Langt om længe anklages han for videnskabelig uredelighed og han indstiller sin karriere som kirurg. Rektor for Karolinska Instituttet Anders Hamsten vælger at forlade sin stilling kort efter.

 

Hvem bør dø?

Dokumentaren berører flere tabubelagte emner. Lægelige eksperimenter. Etiske holdninger. Død og trangen til overlevelse. Tillid til autoriteter. Løgn og bedrag, bevidst eller ej.

Når det kommer til stykket, hvad er vi mennesker så villige til at acceptere, når det kommer til død og overlevelse? Hvor meget vil vi udsætte os selv for? Og måske endnu vigtigere, hvor meget vil vi udsætte andre mennesker for?

Flere gange antyder Macchiarini og hans tyske kollega Philipp Jungebluth, at hvis man ikke satser, flytter man sig aldrig inden for lægevidenskaben. Antager vi, at det gælder satsning med liv, er det kontroversielle synspunkter. Ingen tvivl om det. Men det rører samtidig ved de etiske retningslinjer omkring fx aktiv dødshjælp og abort. Hvem kan definere retten til liv? Og på hvilken bekostning?

 

Blind tillid

Et andet tema, som dukkede op, var vores tillid til autoriteter. Jeg undrede mig flere gange over, at ingen af patienterne eller de pårørende stoppede op og tænkte sig om. “Er det realistisk, at plastic kan forvandles til et ægte luftrør ved blot at udsætte det for eksponering af menneskelige celler?”

Umiddelbart vil svaret være et klart nej. Men når udsagnet stammer fra en anerkendt og eftertragtet læge, forsvinder den naturlig skepsis – og det vil den gøre for de fleste af os. Læger er i dag dem der angiveligt kan hjælpe os til et længere liv og færre sygdomme. De har viden om kroppen og adgang til forskningsprojekter og forsøg, som vi andre ikke kan forstå.

Macchiarini affejer da også Lindquist med det argument, at en tv-producent ikke har forudsætningerne for at forstå implikationerne ved kirurgi og lægevidenskab.

Hvis vi formår at tage et skridt baglæns samtidig med, at vi mærker efter, om det føles rigtig for os selv, tror jeg, de fleste af os vil kunne træffe beslutninger, der i sidste ende tilgodeser netop os selv hver især.

Naturligvis skylder vi os selv, at vi opsøger information og viden, så vi kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag. Og samtidig er den nærmeste til at mærke efter os selv. Træffer vi beslutninger for andres skyld, giver vi køb på vores eget velvære.

 

Dokumentaren, der i øjeblikket ligger tilgængelig hos DR, er i tre dele á en time. De to første dele gennemgår grundigt vejen fra Macchiarinis ansættelsen hos Karolinska Instituttet i Sverige over operationsborde i Rusland til tvivlsomme samtaler med kollegaer.

I tredje del samles trådene og Lindquist fører seeren igennem de konklusioner, han har draget og på hvilket grundlag. Afslutningsvis opleves Macchiarini som afvisende og tydeligt defensiv.

En klart anbefalelsesværdig dokumentar, der sagligt og grundigt fører os igennem en stjernekirurgs tragiske og sindsoprivende historie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *